Torsten Schmidt ny sportsdirektør hos Team CSC
[16.10 10:04] Torsten Schmidt bliver ny sportsdirektør hos Team CSC. Den 35-årige tysker har de seneste to sæsoner kørt for kontinentalholdet, Team Wiesenhof, og var forinden seks år hos Gerolsteiner.
Efter at jeg har sluttet min aktive karriere, har jeg ikke været i tvivl om, at jeg gerne vil fortsætte i cykelsporten, og det kunne simpelthen ikke passe bedre, at der nu dukker en fantastisk mulighed op hos Team CSC. Jeg er meget beæret over at få chancen for at arbejde hos verdens bedste cykelhold og ser frem til at være med til at fortsætte den linie, der gør holdet til noget helt specielt. Jeg er meget ydmyg overfor opgaven, men håber selvfølgelig også, at jeg kan bidrage med noget, udtaler Torsten Schmidt, der blandt andet kommer til Team CSC på anbefaling af Kim Andersen, der var sportsdirektør for Schmidt på det danske hold Team Chicky World.
Med Torsten får vi en ny, ung sportsdirektør ind, som kan lære tingene hos os helt fra grunden. Torsten har gjort et rigtigt godt indtryk, og det bliver spændende at få en ny mand ombord, som kan være med til at føre holdet videre ud fra de principper, vi tror på. Jeg er sikker på, at Torsten har de helt rigtige kvaliteter til at blive en meget dygtig sportsdirektør, udtaler Bjarne Riis. |