NYHEDER
© Tim De Waele
FRÄNK SCHELCK I GULT!

[20.07 17:56] Team CSC Saxo Bank's Fränk Schleck fik opfyldt en drengedrøm, da han søndag kørte sig i den gule trøje i Tour de France!

Det danske hold kørte endnu en aggresiv og offensiv etape, hvor alle mand blev brugt til et angreb på de sidste 40 kilometer af det 183 kilometer lange ridt fra Digne-les-Bains til Prato Nevoso.

Ude foran lå det allerede længe inden afslutningen fast, at et firemands udbrud ikke var til at hente, så etapesejren kunne Simon Gerrans (Crédit Agricole) hente hjem med fire minutter ned til favoritgruppen. Men bag udbryderne lagde Team CSC Saxo Bank pres på.

Først var det Nicki Sørensen og Stuart O'Grady, der gik frem med 40 kilometer tilbage og øgede farten i feltet. Så tog Kurt-Asle Arvesen, Fabian Cancellara og Jens Voigt fat, mens Volodymir Gustov holdt sig klar og kørte kaptajnerne i stilling.

Da feltet nåede frem til målstigningen Prato Nevoso, så tog Andy Schleck for alvor fat og fremprovokerede en stor udskilning, så kun 10-12 ryttere var tilbage i frontgruppen. Den unge Schleck lagde et stenhårdt pres på, og flere gange forsøgte han endvidere fremstød for at få slået gruppens rytme i stykker, hvilket var i Team CSC Saxo Bank-kaptajnernes interesse.

Et par af de øvrige ryttere i favoritgruppen prøvede også at ryste tingene lidt op - bl.a. angreb Carlos Sastre et par gange - og på et tidspunkt slog Denis Menchov (Rabobank) et hul. Men bedst som Andy Schleck lukkede hullet, så styrtede russeren i et hårnålesving. De øvrige favoritter valgte at vente på Menchov, og da situationen var nulstillet, så lagde Andy Schleck igen pres på.

Fire kilometer fra mål kørte Menchov, Sastre og Kohl væk fra de andre favoritter og fik et hul på omkring 40 sekunder ned til de øvrige favoritter, hvor Fränk Schleck til sidst angreb Cadel Evans (Silence-Lotto) og tog ni sekunder fra australieren, så luxembourgeren kunne tage den gule trøje.

Sastre ligger stadig på den samlede sjetteplads, men der er nu kun 49 sekunder mellem de seks første ryttere i klassementet, inden de to hårdeste Alpeetaper venter forude tirsdag og onsdag.

"Det er en fantastisk fornemmelse at have den gule trøje. Holdet kørte en uhyre stærk etape og det er hele holdet, der fortjener trøjen! Andy var stærkeste mand i feltet i dag - han kørte alle de andre favoritter op i den røde zone, og gjorde det muligt for Carlos og mig at angribe. Carlos var også virkelig stærk og angreb på det rette tidspunkt, så vi vandt værdifuld tid på flere fronter," sagde en storsmilende Fränk Schleck efter etapen.

"Det er en stor glæde at køre for det her hold. Alle vil gøre alt for hinanden og i dag gjorde de alle deres bedste for at bringe Fränk og mig i den bedst mulige position. De ofrede sig for os uden sværdslag, og så var det op til os at angribe. Da jeg synes det rette moment kom, så prøvede jeg det bedste, jeg kunne og er godt tilfreds med at det lykkedes at vinde tid på næsten alle konkurrenterne, og så er det jo bare perfekt med Fränk i den gule trøje som kirsebærret på toppen," sagde Carlos Sastre efter etapen.

Digne-les-Bains -> Prato Nevoso, 183km; Resultater 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2010 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com