Et storslået Tour de France af Team Saxo Bank
[25.07 17:56] Traditionen tro dannede Paris en eventyrlig ramme om afslutningen på Tour de France. Den 102 kilometer lange sidste etape mellem Longjumeau og Champs-Élysées i Paris var på helt sædvanlig vis en paradekørsel med våbenhvile mellem rytterne indtil feltet påbegyndte det prestigefyldte gadeløb på verdens bedst kendte boulevard.
Og her viste Team Saxo Banks Nicki Sørensen snarrådighed og styrke ved at indtage den parisiske boulevard i et elleve mand stort udbrud og som et rødt og hvidt projektil suse forbi Det Danske Hus med dannebrog på ryggen. Med kun 12 kilometer til den magiske målstreg indledte danskeren et samarbejde med Karsten Kroon (BMC) og Christian Knees (Milram) i et forsøg på at opretholde det høje tempo.
Men seks kilometer senere var eventyret slut, og endnu en gang tog Mark Cavendish sagen i egen hånd og oversprintede alle konkurrenter til endnu en etapesejr. Team Saxo Banks Tour de France-debutant, Matti Breschel, fulgte kort efter briten og sluttede på en imponerende ottendeplads blandt verdens bedste sprintere.
Tour de France 2010 var en af de hårdeste og mest krævende udgaver af løbet i mange år. Samtidigt har der sjældent været større spænding omkring resultatet så sent i løbet, som det er tilfældet i år. Efter brostenene i nordfrankrig, hvor Team Saxo Banks Frank Schleck styrtede og brækkede kravebenet, regnvejsdage i Ardennerne, bjergetaper i Alperne og Pyrenæerne og en lang enkeltstart i modvind på andensidste etape af det 3642 kilometer lange løb, askiller 39 sekunder de to førende verdensklasseryttere, Alberto Contador (Astana) og Team Saxo Banks Andy Schleck.
Team Saxo Bank har været i en klasse for sig i dette års Tour de France. Med unge Andy Schleck som kaptajn har Tour de France 2010 været et af de mest udbytterige i holdets historie med fire etapesejre, den hvide trøje og en samlet andenplads i løbet.
”Det har uden tvivl været et fantastisk og mindeværdigt Tour de France for os. Vi brugte de muligheder, der var for at skabe uro, gøre en forskel og fik undervejs to mand i gult, fire etapesejre, vandt ungdomskonkurrencen og en samlet andenplads til Andy. Men herudover er det os, der har skabt løbet og været dominerende på både brostenene, på tidskørslerne og i bjergene. For os er det en bekræftelse på, at vi på holdet har den rigtige filosofi og det rigtige koncept for at være førende på verdensplan, og det har vi tænkt os at fortsætte med at være. Jeg er meget stolt over holdets præstation, og vi kan kun være tilfredse med resultatet”, slutter Team Saxo Banks holdejer, Bjarne Riis efter den store finale på Champs-Élysées.
Andre reaktioner:
“Når man er så tæt på sejren, kan man ikke lade være at tænke på, hvad der kunne være gjort anderledes. Men i helikopterperspektiv kan jeg sagtens se, at man som ung rytter ikke skal brokke sig over to bjergetapesejre, seks dage i gult, den hvide trøje og en samlet andenplads. Herudover kørte Fabian også i den gule trøje i seks dage og tog to etapesejre, så vi kan kun være helt tilfredse med udbyttet”, sagde Andy Schleck efter podieceremonien.
”Den seneste uges tid har jeg følt mig bedre og bedre kørende, motivationen er helt i top, mens andres motivation måske er dalende. Det var en enorm stor oplevelse at køre i udbrud på Champs Elysses, og jeg følte mig stærk. Så stærk at jeg overvejede at køre contra, da feltet var på vej til at hente os”, fortæller en strålende Nicki Sørensen efter sit flotte angreb i Paris.
“Det var en kæmpestor oplevelse at køre ind i Paris med et hav af begejstrede mennesker i siderne af vejen. Det er lidt surrealistisk, at så mange kommer ud for at se os tossede cyklister drøne rundt og rundt i gaderne, men på den måde bliver det en stor oplevelse for både tilskuere og os ryttere, som det har været igennem hele Touren”, lød det fra Jakob Fuglsang efter den parisiske rundtur.
“Det er trettende gang, jeg kører ind i Paris efter et Tour de France, og det er samme følelse, jeg har hver eneste gang. Gåsehud over hele kroppen. Sidste år var jeg desværre ikke i stand til at komme med hele vejen, men i år ville jeg have cyklet på en trehjulet for at komme med over stregen”, var den umiddelbare kommentar fra den altid loyale, tyske veteran, Jens Voigt efter etapen.
Mere senere..
Longjumeau -> Paris Champs-Élysées, 105 km; Resultater |