Chris Anker Sørensen i massiv angrebsserie
[12.06 17:03] Dauphiné Libéré blev i dag afsluttet med en blot 117 kilometer kort etape fra Pontcharra til La Toussuire, men hvad strækningen skortede på i længde, havde den til gengæld i højdemeter. Col du Glandon og Col du Croix de Fer skulle forceres, inden etapen sluttede på bjergtoppen, La Toussuire i 1703 meters højde.
Endnu en gang viste Saxo Bank-SunGards Chris Anker Sørensen styrke og stabilitet ved først at holde sig blandt de andre store favoritter i en gruppe, hvoriblandt også den gule trøje, Bradley Wiggins (Sky) befandt sig, mens den franske mester, Thomas Voeckler (Europcar) forsøgte lykken i endnu et soloprojekt.
Sidst på etapen sled den danske klatrer sig fri fra denne gruppe og kørte alene op til Voeckler, hvor også Robert Gesink (Rabobank) og Thibaut Pinot havde tilsluttet sig. På de sidste kilometer forsøgte Saxo Bank-SunGards Chris Anker Sørensen sig flere gange at flå sig løs fra frontgruppen, men gruppen blev hentet kort før mål, hvor Joaquin Rodriguez (Katusha) fik held med et angreb og vandt etapen.
Saxo Bank-SunGards Chris Anker Sørensen sluttede på en sjetteplads på etapen:
Jeg er meget tilfreds med resultatet i Dauphiné, og jeg forsøgte i dag at tage sejren med alt, hvad jeg havde i mig. Inden løbet var jeg ret spændt på min form, da jeg holdt en lang løbspause, men det har helt sikkert været en gevinst i forhold til forberedelsen til Touren, hvor jeg glæder mig enormt meget til at hjælpe Alberto (Contador) til en samlet sejr. Jeg har aldrig æret i bedre form end nu, og det har både noget at gøre med forberedelserne op til løbet her, men min generelle niveau er bare blevet løftet år for år. Nu venter Touren, og det ser jeg utrolig meget frem til, slutter Saxo Bank-SunGards Chris Anker Sørensen.
Resultatet vækker også glæde hos Saxo Bank-SunGards australske sportsdirektør:
Chris har kørt et fabelagtigt løb. Han har været stabil, vist sig slidstærk og især har han vist, at han har en ukuelig karakter ved stædigt at blive ved med at angribe og komme tilbage også efter modgang. Det ser rigtig godt ud i forhold til Tour de France-formen, men det lover også godt for Chris som holdkaptajn, som han har været i løbet her, slutter sportsdirektør, Bradley McGee.
Bradley Wiggins (Sky) vandt løbet samlet.
Pontcharra - La Toussuire; Resultater |