NYHEDER
© Tim De Waele
2009 set i bakspejlet - Chris Anker Sørensen udgiver bog

[07.11 12:23] Han nåede det lige, inden det ringede ind. Målet for 2009-sæsonen var en sejr, som det også er for mange andre i feltet. Og danske Chris Anker Sørensen tog den selv. På sidste passage af rundstrækningens stejleste bakke under Japan Cup 25. oktober satte han sin følgesvend, Pablo Lastras (Caisse d'Epargne) efter selv at have taget initiativet til at komme afsted i et udbrud.

”Det var stort at vinde i Japan. Sæsonen har ellers været god og fuld af fantastiske oplevelser, hvor jeg har hjulpet andre til store resultater. Men der stod stadig et stort og gabende ”0” udfor antallet af sejre i indeværende sæson, inden turen gik østover, og det var en tilfredstillelse uden sammenligning at køre alene over stregen.

Der er langt fra Japan til Hammel i flere henseender. Chris Anker Sørensen er lige kommet hjem fra en løbetur i et meteorologisk lune, som primært bestod af slud og kuling, inden han blev ringet op af nærværende redaktør. Men udover det geografiske er der visse kulturelle forskelle mellem Japan og Danmark, der sætter finmotorikken på prøve.

”Michael Mørkøv og jeg havde aftalt, at alt vi satte til livs i solens rige skulle indtages med pinde, og naturligvis udviklede den aftale sig til en konkurrence i fingerspitzgefühl, som helt klart faldt ud til min fordel. Jeg overvejer nu, om de hjembragte pinde skal bistå min plan om at holde vægten julen over, da det alt andet lige synes besværligt at indtage brun sov og ris á la mande med et par spidse stykker træ”, fortæller den spinkle bjergrytter med et blink i øjet og fortsætter: ”Jeg træner hårdt op til julemåneden, så jeg ikke behøver holde igen ved julebordet.

Fedtprocenten holdes i ave og når ikke over seks procent på noget tidspunkt af året. Chris Anker sidder stadig på cyklen flere gange ugentligt, når han holder løbspause, og han lægger ovenikøbet et par løbeture oveni træningsmængden, når vi rammer efteråret. Men ellers nyder den 25-årige dansker en kærkommen mulighed for at mødes med kammeraterne og tale om andre ting end cykling. Herudover bliver der tid til at være sammen med kæresten, Michelle, som til dagligt spiller fodbold for klubben Skovlunde I.F.
I december måned rulles mountainbiken ud i det kolde og regnvåde Luxembourg, hvor han residerer til dagligt. Det kræver sine træningsture i mangfoldig meteorologi at opnå udtagelse til årets cykelbegivenhed, Tour de France:

”Der har været flere store øjeblikke i denne sæson. Tour of Luxembourg var speciel, fordi den foregik på min anden hjemmebane, og fordi vi vandt løbet i suveræn stil med tre etapesejre, pointkonkurrencen og den samlede sejr.
Men Tour de France var en barnedrøm, der gik i opfyldelse for mig, og det var meget større, end jeg nogensinde havde drømt om. Antallet af tilskuere og især danskere, journalister og den kendsgerning, at man over få uger bliver verdenskendt var en anelse surrealistisk, men også en helt igennem fantastisk oplevelse. Faktisk var det så personligt berigende en oplevelse, at jeg i samarbejde med sportsjournalist, Dennis Ritter, har skrevet en bog om mine tanker og samtaler undervejs i løbet. Bogen indeholder herudover løbsreferater af etaperne samt Dennis' egne synspunkter”.


Det er ingen hemmelighed, at Team Saxo Bank siger farvel til otte ryttere mod udgangen af indeværende sæson. Men det er ikke ubetinget et negativt udfald ifølge Chris Anker Sørensen:

”Personligt kommer jeg uden tvivl til at savne samværet med flere af de ryttere, der forlader teamet. På den anden side efterlader de nogle pladser højere oppe i hierakiet, hvor andre og yngre ryttere nu får muligheden for at tage ansvar og dermed udvikle sig i endnu højere grad, og det har vi brug for på teamet. Også set med danske øjne, når vi som nationale repræsentanter skal begå os i større sammenhænge som VM og OL har vi brug for en udvidet rutineret tilgang til sporten, som kun opnås gennem deltagelse i de store løb. Jeg glæder mig til at tage imod de fire nye ryttere og byde dem velkommen til holdet, når vi i starten af december skal på overlevelsestur med B. S. Christiansen”.

Således når den unge dansker at holde fri en måneds tid, inden han tager hul på endnu en sæson. Et nyt år som han venter sig meget af:

”Mit store mål bliver atter Tour de France, hvor jeg atter håber på at få chancen endnu en gang. Jeg forventer selv at være endnu bedre kørende, så jeg måske i endnu højere grad kan være en hjælp til Andy. Herudover kunne jeg tænke mig at få chancen for at prøve kræfter med klassementet i Vueltaen sidst på sæsonen, hvor jeg også satser på at genvinde Japan Cup. I det hele taget vil jeg gerne tage endnu et skridt op ad ranglisterne, og det er der nu mulighed for på Team Saxo Bank”, slutter Chris Anker Sørensen.

Danskerens udgivelse, ”Debutantens dagbog”, udkommer mandag d. 23. november.


 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2012 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com