Cancellara beæret over fornem hæder
[07.12 13:40] Fabian Cancellara blev lørdag aften til sin store glæde kåret som årets sportsmand i Schweiz ved en kæmpe galla i St. Jakobshalle i Basel.
Den olympiske mester i enkeltstart fik 33 % af stemmerne i afstemningen, og fik dermed skovlen under et af verdens allerstørste sportsnavne i dette årtusinde, tennisspilleren Roger Federer, som fik 27 % af stemmerne.
"Det er en ufattelig stor ære for mig. At vinde over Federer i sådan en afstemning er utroligt stort. Roger er et unikum - der er kun få sportsfolk i verden i dén klasse. Jeg har haft en stor sæson, så jeg håbede at chancen var der for at vinde æren, men jeg var meget i tvivl helt til det sidste," siger Cancellara, der således havde en nervepirrende aften.
"Det var hårdt at sidde dér i to timer og ikke kunne gøre noget. I et cykelløb kan man altid fighte for sin chance, og nogle gange lykkedes det - andre gange gør det ikke. Her måtte jeg bare sidde og vente med min kone i spænding," fortæller Milano-Sanremo vinderen fra 2008.
Cancellara var med helt fremme i haserne på Federer sidste år og forrige år også, og det er lige ved, at det betyder mere for ham at vinde en titel i hjemlandet, end hvis han var blevet kåret på verdensplan.
"Mit land betyder meget for mig. Jeg stiller altid op for Schweiz og kæmper for flaget, så at vinde netop sådan en titel vil altid være noget specielt," slår Cancellara fast.
Kender man Cancellara ret, så stiller han ikke op til den slags gallaforestillinger og falder i ét med væggen.
"Næsten alle var klædt i sort og rødt, men min kone og jeg troppede op i hvidt, og hvis jeg skal sige det selv, så stod vi frem som aftenens smukkeste par," griner schweizeren afslutningsvist. |