NYHEDER
© Tim De Waele
2009 set i bakspejlet med Jens Voigt

[04.11 12:07] Med sit grimme styrt under årets Tour de France med efterfølgende seks ugers absolut pause kunne man forledes til at tro, at Jens Voigt ville se tilbage på 2009-sæsonen med ærgelse. Men som så ofte før viser den tyske jernmand sin høje moralske habitus og positive livsindstilling, når han nu reflekterer over året, der er gået:

”Styrtet på nedkørslen under Touren var på mange måder hæsligt, og de fleste aktive idrætsudøvere ved, at seks ugers pause midt i sæsonen kan gøre dig vanvittig og rastløs indvendig. Men uheldet havde en mere dybsindig påvirkning på mig. Med alle alternative konsekvenser styrtet kunne have tilvejebragt in mente, har jeg været taknemlig for overhovedet at kunne genkende min kone og børn, at kunne gå og få et liv uden varige mén. Det er det vigtigste for mig og min familie. Hverdagen fungerer igen, og nu her udenfor sæsonen nyder jeg at være hjemme, hvor børnene har lavet endeløse lister med aktiviteter for os, inden løbssæsonen atter begynder”.

I 2009 nåede Jens Voigt ikke blot at vinde etapeløbet Criterium International samlet. Han vandt tilmed 2. etape, pointkonkurrencen, bjergkonkurrencen og herudover tog Team Saxo Bank sig også af holdkonkurrencen. Tilbage var kun ungdomskonkurrencen, som de tyske kraftværk af gode grunde end ikke kunne slide sig til.

”Det var fedt at vinde Criterium International for femte gang. Kun den franske legende, Raymond Poulidor har kunnet gøre det samme, og jeg vil helt sikkert gå efter at vinde løbet for sjette gang i 2010-sæsonen. Herudover glæder jeg mig vildt over årets flotte Tour de France med tre etapesejre og en samlet andenplads til Team Saxo Bank. Mit mål er helt sikkert at blive udtaget til Touren igen i 2010, hvor jeg håber og tror på, at jeg er tilbage i topform. Jeg ønsker ikke at slutte min Tour de France-deltagelse med et styrt”.

Men inden da skal Jens Voigt, helt uden nogen form for træning, nyde et par ugers velfortjent ferie, som startede forrige weekend, hvor han hjalp Chris Anker Sørensen til at vinde Japan Cup. Herefter starter træningen igen, og i slutningen af indeværende måned skal hele mandskabet afsted på overlevelsestur med B. S. Christiansen.

”Selvfølgelig ser jeg frem til dagene uden mad og søvn med natlige vandreture i komplet mørke. Hvem ville ikke gøre det?” Spørger Jens ironisk og retorisk. Når man står frysende, sulten og træt midt i en mørk skov uden at vide, hvor man reelt er, kan det være svært at se meningen med galskaben. Men disse ”stupide” vandringer tjener alligevel et relevant og vigtigt formål. Det bringer holdet tættere sammen, og vi lærer hinanden at kende og at samarbejde med vores forskelligheder som en styrke. Det er vigtigt, når vi arbejder så tæt sammen, og når vi skal byde nye ryttere velkommen på teamet. Og når det hele er overstået, går man, som efter så mange andre veloverståede udfordringer i tilværelsen, derfra med en større bagage af parathed og selvtillid”, konkluderer Jens Voigt.

Udover at skulle opleve de nye ryttere på holdet, glæder han sig til at se Baden Cooke, som også har skrevet kontrakt med Team Saxo Bank.

”Vi har skullet sige farvel til gode venner og gamle kendinge på holdet som Kurt-Asle og Karsten Kroon, Lars Bak og Marcus Ljungqvist, men vi siger til gengæld også velkommen til flere nye ryttere, som blot venter på den rette udvikling. Baden Cooke er eksempelvis en stærk rytter, som tidligere blandt andet har vundet pointkonkurrencen i Tour de France. Men ydre omstændigheder har holdt ham tilbage i de sidste par år. Jeg glæder mig til at se ham atter udfolde sit talent, ligesom jeg ser frem til at arbejde med de nye og håbefulde ryttere”, slutter Jens Voigt. 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2012 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com