NYHEDER
© Riis Cycling
Miyazawa skifter til Saxo Bank-SunGard

[21.10 08:29] Den japanske rytter Takashi Miyazawa fortsætter sin karriere hos Saxo Bank-SunGard.
33-årige Miyazawa har underskrevet en aftale, der gælder for dem kommende sæson.

"Takashi er en rytter, der har bevist, at han fortjener en chance for at prøve sig af på et World Tour-mandskab. Han har en meget seriøs tilgang til sporten, han er altid villig til at hjælpe sine holdkammerater, og så er han en rigtig god fyr. Takashi er en aggressiv ryttertype og har vist fine evner som puncheur. Så jeg er glad, for at jeg kan byde ham velkommen på holdet," siger holdejer Bjarne Riis.

Takashi Miyazawa skifter til Saxo Bank-SunGard fra det italienske mandskab Farnese Vini. Her vandt Miyazawa så sent som i september det belgiske løb Izegem Koerse og sluttede som nummer fem i Paris-Bruxelles, før han repræsenterede Japan ved VM på landevej i Danmark. I 2010 vandt Miyazawa det japanske mesterskab på landevej.

"Jeg er selvfølgelig glad for at have fået chancen for at konkurrere på det allerhøjeste niveau, og jeg er især stolt af, at det kunne blive hos Saxo Bank-SunGard. Jeg kan virkelig godt lide deres fokus på holdånd og at køre aggressivt. Jeg er også sikker på, at jeg kan lære en hel masse fra Bjarne Riis og sportsdirektørerne," siger Takashi Miyazawa.

"Det her bliver min første chance på et World Tour-hold, men jeg ser ikke mig selv som en begynder, da jeg har kørt i Europa i flere år. Selvfølgelig bliver mit hovedmål for næste sæson hele tiden at udvikle mig og gøre mit bedste for at hjælpe holdet, men hvis chancen for at vinde et løb opstår, så går jeg bestemt efter den. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang på holdet," fortsætter Miyazawa.

Takashi Miyazawa repræsenterer i disse dage et udvalgt japansk hold ved Japan Cup. Her er han netop blevet officielt præsenteret som kommende Saxo Bank-SunGard-rytter på en pressekonference i Utsunomiya. 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2012 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com