Takashi Miyazawa i uheldigt styrt i belgisk finale
[03.03 17:29] Team Saxo Banks japanske Takashi Miyazawa var særdeles uheldige på dagens etape af Driedaagse van West-Vlaandern mellem Brugge og Kortrijk-Bellegem, hvor han styrtede i høj fart ved indgangen til den sidste kilometer og den hæsblæsende spurt. Den japanske rytter var dog hurtigt på cyklen igen og kom helskindet i mål.
Da de tre ryttere var kommet af sted kunne vi læse, hvor det bar hen ad, og vi skulle derfor holde os godt til i den forventede massespurt. I det allersidste sving før opløbsstrækningen styrtede Takashi (Miyazawa) desværre, men han var hurtigt tilbage på rammen og fuldførte etapen. Heldigvis sad Luke (Roberts) med helt fremme, og han undgik unødig tidstab. I morgen forventer vi lidt fra samme skuffe som i dag. Quick Step stiller med et meget stærkt mandskab her, og det fremgår jo tydeligt af etaperesultat og den samlede stilling, så de vil nok holde stram kontrol med feltet igen i morgen, lød det fra Team Saxo Banks Dan Frost efter etapen.
Tre ryttere, Baptiste Planckaert (Landbouwkrediet-Euphony), Stijn Neirynck (Topsport Vlaanderen) og Jeffry Louder (UnitedHealthcare) lagde sig ud mod feltet på dagens første og 181 kilometer lange og kuperede etape af Driedaagse van West-Vlaandern. Trioen oparbejdede et forspring på mere end fire minutter, før Omega-Pharna Quick Step og Garmin-Barracuda påtog sig ansvaret for at få halet udbryderne i land.
Med 25 kilometer til mål havde feltet barberet forspringet ned på et minut, og her måtte Jeffry Louder (UnitedHealthcare) strække gevær og lade sig dumpe ned til det galoperende hovedfelt.
I den kaotiske massespurt var Francesco Chicchi (Omege-Pharma Quick Step) den hurtigste af alle og vandt etapen.
Etapevinderens holdkammerat, Michal Kwiatkowski, fører fortsat løbet.
Brugge - Kortrijk-Bellegem 181.5 km; Resultater |