Chris Anker Sørensen glad for at komme i gang
[10.02 17:02] Den 136 kilometer lange anden etape af Tour Mediterraneen fra Salon de Provence til Martigues var som ventet en lækkerbisken for sprintermandskaberne, mens Team Saxo Bank sundede sig i feltet og sparer energien til søndagens afslutning opad.
Etapen forløb helt som forudset i en massespurt, da sprinterholdene havde etapen under kontrol. Vores drenge sad med i feltet for at holde sig til uden at bruge for mange kræfter. Dem skal vi nemlig bruge på søndag, hvor vi slutter på en stigning. Selvfølgelig er Chris (Anker Sørensen) lidt mærket. Han kom med på et sidste øjebliks afbud, og efter styrtet i Jerusalem skal han naturligvis lige have benene i gang igen. Ellers er rytterne klar og friske på opgaven i morgen, der byder på endnu en dag for sprinterne, lød det fra Team Saxo Banks Philippe Mauduit efter etapen.
Chris Anker Sørensen fik startet sin sæson med løbet her, hvor han i sidste øjeblik erstattede Volodymir Gustov i startopstillingen:
Det er hårdt at komme i gang igen, og jeg kan da godt mærke, at de tre ugers pause i december ikke har gjort mig bedre kørende. Men jeg er ikke så langt efter formen i forhold til planen, og jeg kan også mærke, at træningslejren har gjort mig stærkere. Men til gengæld er jeg endnu ikke fuld ud restitueret, og det kan mærkes i løbet her, når man som jeg kommer ind fra sidelinjen. Når det er sagt, er jeg rigtig glad for at komme i gang igen med landevejssæsonen og de udfordringer, der venter, lyder den optimistiske melding fra Team Saxo Banks Chris Anker Sørensen.
Etapen blev vundet af Garmin-Barracudas Michel Kreder, mens førertrøjen nu tilhører Yauheni Hutarovich (FDJ-Big Mat).
Salon de Provence > Martigues; Resultater |